Anna Bandanas

I går var jeg til tøndeslagning i Sandbakkerne i Næstved, og bagefter holdt Farfar fødselsdag for hele den pukkelryggede, og hold da op, hvor jeg blev båret meget rundt af tanter og aet meget i hovedet af små fætre. Jeg var nu lidt bange for Darth Vader, han så MEGET uhyggelig ud, men heldigvis havde jeg både Spiderman og Superman til at passe på mig.

Jeg vil vise jer et billede af mig i den fine marguerit-dragt som Tante Veronica har syet til mig. Men min far havde ikke forstået kostumet, så på de fleste billeder af mig, vender min hue helt forkert.

Desuden kan jeg fortælle, at sundheds-damen Sabine i dag har sagt, at jeg vejer 5800 gram, så jeg er kommet lidt efter det, men jeg prøver også at spise så meget som muligt, nu hvor mor og far så gerne vil have det…

Selvfølgelig skal der nok komme billeder på min hjemmeside. Jeg er jo smuk og bedårende (utroligt alligevel med de forældre) og hele verden skal da have lov at se billeder af mig.

MEN MEN MEN, der er lige et men…

Mine forældre har vist været alt for nærige til at købe et ordentligt webhotel, så jeg skal hver dag se på, at min mor sidder og trækker hår ud af hovedet på sig selv over at ingenting virker, og ikke engang eksperterne kan hjælpe hende. Det er noget med opsætning og at surferbyen slet ikke fungerer sammen med ordpressen - ja, jeg forstår ikke en bønne, men jeg er sikker på, at får de det ikke til at virke, så køber de et nyt hotel til mig, så jeg kan vise jer alle de fine billeder af mig - SNART!

Tilføjelse d. 7. marts 2007 - det kan jeg nu!!!

Far og mor digter. De synger meget for mig, og det er sjovt, men det kan altså også godt være lidt pinligt.

F.eks. synger de den her:

[Mel: My Bonnie Is Over The Ocean]
Der lugter af lort i din numse
Der lugter af lort i din ble
Der lugter af lort i din numse
Så nu må vi hellere se
Skid blot, skid blot
Skid blot, Bandana, så flot, så flot
Skid blot, skid blot
Skid blot, Bandana, så flot

Så findes der den her sang, der hedder “Langt ude i skoven.” Ikke engang den kan de finde ud af.

For min far og mor lyder den:

Ude i skoven lå et lille træ
Aldrig så jeg så dejligt et træ
Træet ligger la-a-a-a-a-a-angt ud’ i skoven

På det lille træ, der sad en lille gren /
På den lille gren, der sad en lille kvist /
På den lille kvist, der sad et lille blad /
På det lille blad, der sad en lille fugl /
På den lille fugl, der sad en lille fjer /
På den lille fjer, der sad en lille myre /
På den lille myre, der sad et lille ben /
På det lille ben, der sad en lille fod /
På den lille fod, der sad en lille tå /
På den lille tå, der sad en lille lakrids
Aldrig så jeg så dejlig en lakrids…

Og det er så på det her tidspunkt, at sangen har varet så længe, at jeg begynder at hyle op, så jeg har heldigvis aldrig hørt, hvordan de eventuelt vil fortsætte den derfra.

Og det er jo ikke bare min far og mor… hende Moster Lone ovre i ungdomshuset, hun synger svenske vuggeviser. Hun påstår, at hun kender alle sange i verden, og så vælger hun Boten Anna i halvt tempo som godnat-vise…

Men skal jeg være helt ærlig, kan jeg godt lide, når Moster Lone synger - det og så Jeppe Aakjærs høstsange er virkelig godt, når man skal sove, så måske er det ikke helt så tosset, når Maries mor mener, at vi skal gå til baby-salme-sang.

Men måske jeg bare holder så meget af Jeppe Aakjær fordi jeg ved, at det er min egen fremtid, han så malerisk har beskrevet. Jeg skulle have været storby-chick, men så var det jo, at min far og mor besluttede at blive bonderøve i stedet. Så med disse ord af J.Aa. vil jeg takke af for nu.

Det gaar mod aftentide
Snart skinner maanen fuld og rund
Paa gavl og vægge hvide
Og ned i vognens bund.
Mor standser træt og titter ind
Far kommer hen til lugen
Og klapper hendes Kind.

Og barnet, som har løbet
Sig træt i dagens muntre leg,
Det er nu stille krøbet
Ind under hjulets eg
Der høres dette skarpe knald
Fra vognens fjæl mod sandet
Af ørentvistens fald.

Og mellem hjulets eger
Gaar stjerneblink og maaneskin,
Og milde vinde hveger,
Mens barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i Jesu navn.
Og hjemmet gaar til hvile
med høsten i sin favn.

I dag har jeg været med min mor i mødregruppen. Der er en dreng, der hedder Nicklas, som jeg godt kan lide, men jeg er bange for, at han ikke så godt kan lide mig - endnu! Der er bare det problem, at hver gang jeg falder i søvn, så møver hende der Marie sig ind på ham, og det er lidt svært at hamle op med, når nu hun står til at arve det halve af Tåsinge.

Jeg tror, at Nicklas’ mor synes, at Marie er et godt parti - også fordi hun har en mikrobølgeovn, men det har jeg da også - (to endda!) - for i hvert fald, så skynder hun sig altid at lægge Nicklas til at sove ved siden af Marie. Jeg skal nok finde ud af, hvordan jeg får hans opmærksomhed, men det skulle jo ikke undre nogen, hvis han ender med at stikke af med en yngre model - garanteret hende Amalie.

Hmm, jeg tror måske næste gang, at jeg spiller kostbar og leger lidt med Sarah og ikke kigger på Nicklas overhovedet… Han skal ikke tro, han er SÅ lækker!

Eller måske skulle jeg invitere ham over på film og mikrobølgepopcorn, måske han så gider at holde lidt i hånd…

Denne min debut i cyberspace indledes i vrede. Jeg er nemlig vred! Min mor og far tvangsfodrer mig. Og her går man rundt og vil gerne passe lidt på vægten… Jeg har i mit korte liv skulle høre så mange kommentarer om, at jeg var stor og buttet eller bare alt for kort - ja, jordemoderen målte mig om lige efter fødslen, fordi hun åbenbart mente, at jeg var fuldstændig fejlproportioneret. Og så bare fordi man ikke tager sin kropsvægt på hver uge, synes de voksne, man skal spise hele tiden…

Det startede alt sammen med at hende der damen, der altid vikler mig helt ind i en stofble og så bagefter forventer, at jeg smiler sødt til hende, kom på besøg. Hun sagde, at jeg denne gang ikke havde taget så meget på, som hun havde regnet med, og så viste hun mine forældre nogle linjer på sin skærm, der skulle vise, at jeg ikke længere var blandt de tungeste babyer for min alder. Men hvad har hun regnet med, at jeg skulle fortsætte med at forøge min kropsvægt med 25 % hver måned?

Nu prøver B&B (bæveren og bavianen) så at stoppe mad i mig, hver eneste gang jeg bare gerne vil snakke lidt. Det betyder, at jeg har forbandet ondt i maven og sover meget dårligt. Som følge deraf er jeg forfærdeligt gnaven, og jeg har efterhånden rander og rynker om øjnene som en et-årig. Min eneste trøst er, at min far og mor heller ikke får lov at sove. Skal jeg lide, skal de i hvert fald også.

Men når det er sagt, skal det også lige siges, at jeg egentlig godt kunne lide mine forældre indtil det her madræs startede, og jeg forventer da, at det snart aftager.