Anna Bandanas

I går fik jeg tæmmet den der gåvogn. Hidtil har jeg mest formået at trække i den, så man ligesom ryger baglæns og det er pænt svært at holde i balancen. Jeg har ikke haft fingre i den nogen tid, men så her i går stillede mine forældre den foran mig, og så var det ligesom om, at den meget bedre forstod, hvad jeg ville.

I hvert fald kørte vognen fremad, og jeg gik da bare med, og på den måde kom jeg hele huset rundt. Det er lidt svært med dørtrinene, men jeg tænker lige lidt over, hvordan jeg får dem fjernet.

 Indtil da - se mig her:

Jeg har lært at stå selv. De siger, at nu skal jeg så bruge benene for at komme fremad. Det forekommer mig, de sagde noget lignende, da jeg for 4 måneder siden stillede mig klar til at kravle.

Jeg står helst med røven lænet en lille smule mod noget. Ellers vil jeg gerne stå på en madras, for jeg ved jo godt, at det gør ondt at falde på et hårdt gulv. Jeg har endda udtænkt en teknik hvorpå jeg kan stå ved at holde det ene knæ i jorden og holde balancen på den måde. Sådan kan jeg stå i evigheder.

I morges fandt jeg ud af at stå op selv. Jeg havde fået lov at ligge og eftersove i mors og fars seng efter den tidlige morgenmad, og minsandten om jeg ikke vågnede op der helt alene, da min far var kørt og min mor var i gang med at bage til feriegæsterne.

Normalt ville jeg havde klynket, til nogen tog mig op. Måske jeg inden da ville være faldet ud over kanten og have slået hovedet, men jeg har efterhånden slået hovedet rigtig mange gange og den ene gang ud over sengekanten med en stor bule i panden til følge, så jeg er dog blevet lidt mere påpasselig i den retning. Men jeg fandt ud af en måde, hvorpå jeg kunne komme ud over kanten. I kan tro, min mor gloede, da jeg pludselig sad i køkkenet. Hun troede jo, jeg lå og sov.

Jeg har fundet en ny leg med min gynge. De gamle snurrer den rundt og rundt og giver så slip, og så farer den herrehurtigt rundt, så jeg bliver helt mærkelig inde i hovedet og nede i maven, men jeg vil hele tiden gerne igen.

Og jeg har set Harry Potter i baby bio, endda på premieredatoen. Iiiih, hvor var det sjovt, og hvor var der mange mennesker at kigge på. Min mor og far sagde til mig, at jeg ikke kunne forvente at de her mennesker synes, at jeg var noget særligt, når de nu alle sammen selv havde deres eget lille barn med, men det var slet ikke rigtigt. Der var rigtig mange, jeg godt kunne stjæle opærksomheden fra.

Og jeg fik også en veninde derinde, der hed Cecilie. Hun var en måned ældre end mig og også virkelig ferm til at kravle. Vi talte helt samme sprog, og hun gav mig et knus. Jeg håber, jeg møder hende derinde til den næste baby-bio.

Forleden var jeg på stranden, og ja, hvad skal man sige. Sandet er rigtig, rigtig sjovt. Vandet er rigtig, rigtig uhyggeligt.

Jeg har i øvrigt også været endnu en gang i Zoologisk Have. Denne gang med mormor og morfar og onkel og tante. Der fik jeg en sød lille abekat. Hans navn er Ause Lause. Min mormor tror, han hedder Abu Hallalah, og jeg nænner ikke at rette hende. Jeg fik også en ny kæreste, og jeg håber han ringer…

Endelig kan jeg fortælle, at jeg ser rigtig meget cykelløb i disse dage. Forleden, da ham der Rasmussen vandt, øvede jeg mig alt det jeg kunne, og da jeg så senere var med i haven og pelse piletræer, sagde jeg højt og tydeligt ‘RABOBANK!’ Desværre var der kun min mor som vidne, og jeg fornemmer at ikke alle tror på det, og det er ikke lykkes mig at få det sagt så tydeligt igen. Min far tror vist lidt på det, og han er pavestolt.

Og endelig, endelig er jeg ved at lære at læse, men man bliver så træt…

Der er gået nogen tid siden sidst. Jeg synes, det er som om sommeren er forsvundet, siden jeg fandt ud af, hvad det var, men så længe det stod på det der med solskin nød jeg det i hvert fald. Det er bare herre yndlings, at være i badebassin ude i haven!

Men det jeg gik ind for at skrive er, at min mor og far siger, at jeg skal med ud at rejse til august. Vi skal til Prag og besøge hende der Cille. Jeg glæder mig som et lille barn…

Hurra, siger jeg bare!   

Mit liv i øjeblikket handler meget om at prøve at lære at gå. Det giver nogle alvorlige knubs, for mærkeligt nok har man her i huset valgt ikke at lægge bobleplast overalt på gulvet. Senest har jeg slået baghovedet ind i kanten af slagbænken, og taget en tur ud over sengekanten med panden forrest. Så lige nu har jeg en fin lille bule i panden.

Endelig finder jeg stor fornøjelse i min nyopsatte gynge. Han har været noget lang tid om at få den sat fast ham der bavian-far. Og det er endda på trods af, at han og Onkel Aslak brugte adskillige weekender sidste sommer på at få stativet til at stå fast.