Anna Bandanas

Lørdag d. 11. august blev jeg døbt, 8 måneder og 20 dage gammel. Dåben fandt sted hjemme i vores egen have, og præsten var Tommy Kjær Lassen. Han er rigtig sød, selvom jeg blev lidt sur på ham, da han begyndte på alt det der vandpjaskeri.

Jeg kom til at hedde (ja altså skal ret være ret, hed jeg det allerede):

Anna Tristan Søgaard Jensen

Folk spørger, hvor det der Tristan kommer fra. Mine forældre fortæller, at før de vidste, om jeg var en pige eller en dreng, kaldte de mig Tristan, og det har så hængt ved. De siger, at hvis jeg bliver sådan en celebrity, kan jeg bruge det som kunstnernavn, da det klinger lidt som Anna David, hvis jeg kalder mig Anna Tristan!

Vi sang tre sange: a) Nu titte til hinanden, b) Lille sky gik morgentur og c) Sov, du lille, sov nu godt.

Min gudmor blev min “Moster” Lone. Hun gjorde det rigtig godt, men det var heldigt, at hun lige havde nået at læse mit navn på salmearket, for der var ingen af mine forældre, der havde bekymret sig om, at fortælle hende, hvad jeg skulle hedde.

Jeg blev lidt irriteret over at hænge på hovedet og få vand i hovedet, så den sure underlæbe var lige skubbet godt frem nogle minutter derefter, men som I kan se på nedenstående billeder, kom jeg også til at se ualmindeligt vandkæmmet ud.

Ud over præsten og organisten var vi 59 mennesker. Der var desværre tikket nogle afbud ind på falderebet.

Jeg havde en super dag, for der var mange børn at lege med, og alle gæsterne legede med mig og gav mig kager.

Om aftenen blev der tændt op i grillen, hvor der bl.a. blev serveret en del af vores nyslagtede kaniner.

Det regnede næsten ikke på selve dagen. Vi havde været ret nervøse, for dagen før havde en smule regn taget livet af det ene telt, så vi fluks måtte ud og købe et andet. Det var helt nyt, så jeg tror, mine forældre vil klage over, at stængerne sådan bare bukkede sammen som sugerør efter ½ times regn.

Billeder kan ses under Bandanas billeder/Bandana-dåben. Jeg anbefaler at bruge Firefox til dette.

For et par uger siden var jeg en tur på Naturama i Svendborg. Det er et dejligt sted med fine dyr, som ikke stikker af, når man prøver at klappe dem - lidt ligesom Bent. Der var jeg sammen med min mor og mormor og Anita og Amalie og Amalies moster og Amalies fætter, som var en meget, meget sød dreng, men han ville ikke kigge på mig, selvom jeg rev i ham.

På Naturama kan man klæde sig ud, som her, hvor jeg er en ræv.

Og så var der dejlig musik. Jeg fik lært at klappe (og har gjort det lige siden) og synge: Spækhugger Spæk - GÅ VÆÆÆÆK!

Så det var endnu en dejlig dag i Bandanaens liv.