Likes And Dislikes Part I (feb 07)
I skrivende stund er jeg snart tre måneder så mine interesser er stadig noget begrænsede.
Naturligvis hører spisning og sovning til favoritterne, men jeg finder også ualmindelig stor glæde i at se på mig selv i et spejl. Jeg elsker lange gåture ved vandet, synge højt (selvom jeg nok synes, at mine forældre digter rimeligt sære sange) og mest af alt - skærme! Det bedste i verden er at se tv eller få lov at sidde med ved den bærbare. De siger, man får firkantede øjne, men det er nemlig bare løgn.
Jeg er virkelig ikke pjattet med at være i bad, selvom især Mormor flittigt prøver at få mig til at synes om det. Jeg kan heller ikke lide, hvis jeg ikke får al opmærksomheden. Og så hader jeg, når den store røde djævel, Rasmus, tramper på mig.
Min bedste ven er Bamse. Han siger ikke så meget, men han er altid så sød. Dvs. på det seneste er han nu begyndt at overfalde mig, når de voksne ikke kigger, men jeg skal snart få lært at tackle ham - one way or another. Det er lidt sært, for hver gang voksne mennesker ser, at jeg snakker med ham, så spørger de, hvor Kylling er? Hvor skulle jeg dog vide det fra? Synes mest, der er kylling i ovnen. Og dog synes jeg at have hørt noget med at DR(?) har sparet Kylling væk, hvad det så end skal betyde!
